• Grønne tal og optimisme dominerer aktierne. Eksperter peger på to årsager til »dulmet recessionsfrygt«

    来源: BDK Finans / 15 8月 2024 13:13:20   America/Chicago

    Aktiemarkederne badede i rødt ved indgangen af august. Månedens første mandag så det danske C25-indeks styrtdykke med 3,5 procent, mens det toneangivende amerikanske S&P 500 og det amerikanske teknologiindeks Nasdaq faldt med henholdsvis fire og fem procent. Selv kryptomarkedet, der ellers er kendt for at gå sine egne veje, fulgte de traditionelle markeder med store hug. Mest alvorlig var situationen i Japan, hvor det dominerende Nikkei 225-indeks blødte lige under 11 procent. Sammenlignede man med midten af juli, hvor markederne toppede, var faldet i flere af de store globale indeks dobbelt så stort. Frygten for en spiral af faldende aktiekurser bredte sig, men ti dage senere er der faldet fornyet ro over aktiemarkedet. De største amerikanske indekser er lukket fem handelsdage i træk uden røde tal, og det danske C25 har nu genvundet to tredjedele siden lavpunktet mandag den 5. august. Torsdag lukkede C25-indekset med et plus på én procent. To faktorer peger på stabilt marked En del af forklaringen på markedsuroen ligger i vækstudsigterne i den amerikanske økonomi. Her blotlagde den seneste amerikanske jobrapport, kongetallet, dårlige nyheder i starten af måneden. Arbejdsløsheden i USA er på vej op. Det overraskede mange investorer og fik nervøsiteten til at sprede sig på de globale finansmarkeder med frygt for en recession. Men hvordan gik vi fra, hvad der på markederne lignede en nedsmeltning til nye stigninger, og hvad siger det om udsigterne til efteråret? Det kommer to eksperter her med deres bud på. Den første del af forklaringen ligger i, at den amerikanske økonomi tyder på at have det bedre end frygtet, vurderer Jakob Vejlø, der er chefstrateg i BankInvest. »Vi har set nogle data fra USA, der har skabt mere optimisme. Man kan pege på de fine inflationstal onsdag, og servicesektoren viser også fremgang. Senest har vi torsdag fået relativt pæne tal for detailsalget. Mere bredt kan man sige, at det meste peger på en positiv bnp-vækst i USA,« siger han. Dén betragtning tilslutter Josephine Cetti sig, og hun supplerer, at jobvæksten i USA stadig er forholdsvis stærk. En stor del af forklaringen på den stigende arbejdsløshed er, ifølge hende, den større arbejdsstyrke på grund af de sidste par års kraftige immigration. En anden del af forklaringen begynder, ifølge Josephine Cetti, i Japan, hvor yen længe er blevet svækket. Det fik i starten af måneden Japans nationalbank, Bank of Japan, til at hæve renten, hvilket udløste en lavine af investorer, såkaldte carry trade-spekulanter, der har lånt penge i yen og investeret dem i for eksempel amerikanske it-aktier, til at gå i panik. Havde man lånt yen billigt for eksempelvis at købe amerikanske techaktier, gav det pludselig ikke længere mening, fordi det blev dyrere. De måtte sælge deres aktier for at betale lånene tilbage. »Bank of Japan hævede renten i slutningen af juli og indikerede, at flere rentestigninger var på vej. Det var med til at styrke yennen over for dollaren, hvilket førte til en ret brutal nedlukning af carry trades,« forklarer Josephine Cetti. Chefstrategen påpeger, at det nu ligner, at Bank of Japan siden har beroliget markederne. »Det virker til, at hovedparten af de her spekulative positioner er blevet lukket ned,« siger hun. Trods aktionærers frygt for en stigende rente i Japan ligger den officielle rente stadig kun på 0,25 procent. I USA er den på 5,50 procent. »Dulmet frygt for recession« Med fornyet stabilitet i teknologisektoren og gode nøgletal mener Josephine Cetti, at investorerne har fået mere ro på. »De her udviklinger har gjort, at recessionsfrygten er dulmet. Folk er fortrøstningsfulde om, at vi er på vej det rigtige sted hen,« vurderer hun. Hun forventer, at væksten i den amerikanske økonomi kommer til at aftage – uden at det dog i sig selv er bekymrende. »Væksten i USA har været forholdsvis høj de sidste seks kvartaler. Vi kommer nok til at se en afmatning af amerikansk økonomi, men ikke nogen recession,« siger Josephine Cetti. Hun peger desuden på, at indtjeningen i de amerikanske S&P 500-selskaber viser solide vækstrater, og at indtjeningsvæksten bør fortsætte. Spørger man chefstrategen i BankInvest, Jakob Vejlø, er der som investor gode muligheder i markedet – også på den kortere bane. »Vores forventning og investeringsstrategi bygger på, at vi er på vej op på det globale aktiemarked. Jeg tror ikke, at topniveauet i juli på aktiemarkederne markerer en kurstop for i år,« siger han og peger på renten. »Vi er derfor relativt optimistiske. I øvrigt forventer vi at se den korte rente i USA falde væsentlig de næste 12 måneder – måske to procent eller mere.« Over middel dansk regnskabsuge Herhjemme har C25-indekset været gennem en længe ventet regnskabsuge, der ifølge Josephine Cetti har budt på relativt blandede resultater. Hun fremhæver, at Pandora leverede et stærkt regnskab, mens et selskab som Ørsted havde en omvendt skuffende regnskabsdag. Generelt er hun optimistisk om, hvordan de danske selskaber præsterer. »Regnskabssæsonen har været fin, selvom man ikke lige kan aflæse det tydeligt på aktiekurserne endnu. Jeg tror fortsat, at C25 ender i et pænt plus, når året er omme,« siger hun. Indekset med Danmarks 24 største selskaber er siden mandag steget med 2,9 procent. https://www.berlingske.dk/oekonomi/groenne-tal-og-optimisme-dominerer-aktierne-eksperter-peger-paa-to
分享